Biotop 5

Friluftsliv del 2

På vores frilufts-tur fik jeg muligheden for at sejle i kajak. Jeg havde ellers hjemmefra besluttet at det turde jeg ikke give mig i kast med. Dernede krævede det også en del overtalelse, og det endte også med at jeg forsøgte mig. 

For mig var det en vild oplevelse. Jeg er for det første perfektionist med stort P, og for det andet er jeg også meget kontrollerende og går meget i panik, hvis jeg mister kontrollen og ikke føler jeg har styr på tingene. Da jeg sad i den smalle kajak ude på fjorden, og jeg kunne ikke komme frem eller tilbage, og jeg mærkede bølgerne bevæge hele kajakken og mig med, og der var intet jeg kunne gøre for at stoppe disse bevægelser - da var jeg en smule stresset og tæt på panik. Jeg måtte sige til mig selv at Jørgen havde lovet at jeg ikke kæntrede og at alting nok skulle gå!

Jeg fik så en oplevelse af at være i nuet, på en måde som er svær at nå frem til i det daglige. Jeg sad der i kajakken og måtte jo fokusere på det der var. Mig, kajakken, vandet og bølgerne. Det var en anderledes oplevelse og jeg fortryder bestemt ikke at jeg gjorde det. Efter noget gyngen frem og tilbage uden at bevæge mig ret meget, af frygt for at vælte, begyndte jeg så at padle. Det var hårdt! Men det var også meget befriende og livsbekræftende da kajakken så begyndte at flytte sig. (At den 80% af tiden ikke flyttede sig derhen hvor jeg gerne ville have den til, er så hvad det er) 

Jeg følte stor ærefrygt og var meget fascineret af den følelse af at være så tæt på vandet og i en kajak, hvor jeg følte mig mere eller mindre fastlåst. Udover at jeg er kontrol-freak er jeg også meget bekymrende/ængstelig af natur (eller vane?) så i denne kajak, følte jeg virkelig denne bekymring strømme ind over mig, hvad nu hvis jeg vælter, jeg kan jo drukne, og hvis jeg nu sidder fast eller det blæser så meget at kajakken driver væk med mi osv. osv. - men alle disse tanker og bekymringer som jeg så ofte har i min dagligdag var meget nære i den situation og jeg kunne registrere frygten/angsten og jeg kunne berolige mig selv og tage styringen over denne angst - for i bund og grund skete der jo nok ikke noget - og jeg var i trygge hænder. Og en anden ting er, skulle jeg være kæntret så tror jeg min krop per automatik havde gjort det rigtige (med mindre jeg havde været så uheldig at ramme noget og slå mig selv bevidstløs ...). Denne overgivelse til ens krop og til de impulser den sender ud, tror jeg er noget friluftsliv kan give en. Det er noget som jeg er meget dårlig til at give mig selv lov til i hverdagen, da jeg lever meget oppe i mit hoved og glemmer min krop og glemmer at sanse (eller jeg glemmer at registrere det jeg sanser). 

Alt i alt var det en super sanselig oplevelse og jeg havde ondt i armene flere dage efter - men jeg overskred en grænse og jeg fik mere selvtillid af den oplevelse - og jeg synes nu selv det var ret sejt gjort!